Tunge løft - brug først hovedet!
© Ove B Wadum, afspændingspædagog dap
Selv
om vi har lært løfteteknik, er vi ofte tilbøjelige til at "sjuske" når vi skal
løfte noget tungt.
Start derfor et løft med at bruge hovedet - nej, ikke til at
løfte med, men til at indstille dig mentalt på at bruge kroppen mest hensigtsmæssigt
i en rigtig arbejdsstilling. Det er præcis lige her, inden du begynder at løfte,
at valget bliver taget, valget mellem sjusk eller korrekt brug af kroppen. Og
husk, det er dig, der vælger og ingen andre. Selv om du mener, du glemmer at
gøre det rigtigt, er det alligevel dig, der har valgt at gøre det "sjusket".
Mærk din ryg under løftet
Når du har valgt at gøre dit løft rigtigt, skal du iagttage følgende
forholdsregler:
Inden du begynder på selve løftet, retter du din ryg ved at spænde op i hele
ryggen fra korsben og op til nakken, men ikke nakken med. Prøv så om du kan
mærke opspændingen i ryggens muskulatur. Du har sanserne til det, men det er
muligt, at du har glemt at mærke dem. Hold din opmærksomhed i den opspændte
rygmuskulatur et øjeblik før løftet. Dette opøver kontakten med dine muskelsanser.
Bliv ved med at holde en del af din opmærksomhed i din opspændte og oprettede
ryg, mens du bruger dine benmuskler til at udføre løftet med.
På denne måde har du selv kontrol med, at din ryg er i en sikker stilling under
hele belastnings-perioden, og samtidig vil din opmærksomhed på ryggen hurtig
give dig oplysning om, hvorvidt noget bliver for meget for din ryg.
Sparer
du sammen til et hekseskud?
Hver gang du laver noget i en uhensigtsmæssig arbejdsstilling,
er der risiko for en overbelastning i en eller anden del af kroppen. De gentagne
overbelastninger, små som store, huskes i kroppen og "spares" sammen. Og en
dag når du mindst venter det -måske rækker du bare ud efter en synål - siger
kroppen, at nu kan det være nok og protesterer ved at give dig et gevaldigt
smæk, det som vi kalder hold eller hekseskud. Du har sikkert hørt
en holdramt sige, at den bevægelse som fremkaldte holdet har han/ hun da gjort
hundredvis af gange før. Ja netop! For vedkommende har nemlig "sparet" sammen
til det smæk ved at lave hundredvis af små overbelastninger. Den tilsvarende
bemærkning "jeg må have ligget forkert i nat" hører jeg jævnligt fra mennesker,
der er vågnet op om morgenen med et hold i nakken. Nej, vedkommende har sandsynligvis
ikke ligget væsentlig anderledes end i de titusinde foregående nætter (ca. 30
år) i hans liv.
De fleste hold, som jeg er blevet præsenteret for, er ikke kommet som
følge af en enkelt forkert bevægelse, men som noget, der er "sparet" sammen
til i lang tid ved at overhøre de små advarsler. Den sidste bevægelse var blot
den udløsende faktor.
Det store smæk er kroppens sidste udvej og fortvivlede forsøg på at råbe sin
ejer-m/k op.
Så - vil du undgå de store smæk, så
Brug hovedet, mærk kroppen, lyt løbende til kroppens små signaler.
Signalerne er der - de venter kun på din opmærksomhed.
|
|
AFSPÆNDING
& PSYKOMOTORIK
v/ Ove B Wadum Afspændingspædagog dap Søborg Hovedgade 139 A, 2860 Søborg Tlf.: 2365 1230 www.wadum.com |